Lad altid tvivlen komme det evt. skadede dyr til gode.

Fra en hundefører har vi modtager nedenstående historie:

En eftermiddag i juleferien blev jeg ringet op af en jæger, som fortalte om en påkørsel fra aftenen før.
Meldingen var, at en person fra hjemmeplejen havde påkørt et rådyr, og havde henvendt sig i det nærliggende hus, hvorfra man kontaktede en jæger, som kom til stede. Dyret havde ligget på rabatten, men var nu forsvundet. Bilen havde fået revet den forreste kofanger af, og der var mange hår på vejen, så alt tydede på, at dyret havde været dødt på stedet, og var blevet fjernet. Jeg var umiddelbart parat til at give jægeren ret. Men man ved jo aldrig! Så jeg besluttede at rykke ud.
Ankommet til stedet, var der hjulspor i rabatten, og alle hundeførere ved jo, hvad det plejer at betyde. Jorden var frosset, og jeg så ingen tegn på, at dyret havde forladt stedet ved egen kraft. Hunden fandt et par stumper rørknogle på vejen, og markerede tydeligt, hvor dyret havde ligget på rabatten. Medens vi stod og talte med naboen, og jægeren beklagede, at han havde ulejliget mig, var hunden ubemærket gået på sporing imod den nærliggende skov. Jeg fik fat i remmen, og fulgte med, uden at kunne se spor efter et dyr på den frosne afhøstede majsmark. OK; der må altså have været flere dyr, var min første tanke; men da hunden pludselig tydeligt markerede på en af majsstubbene, måtte jeg jo ned på knæ; og minsandten om der ikke var en lillebitte dråbe schweiss!
Nu var det pludselig blevet alvor, og jeg måtte tilbage til bilen for at få kontakt til politiet og skovejeren, og blive fuldt monteret med, hvad der hører sig til på en eftersøgning.
Vi fandt en dråbe på vejen mod skoven, og endnu en hvor dyret var gået til skovs, og ellers intet under hele sporingen; men hunden trak målbevidst af sted med mig. Vi fik lidt problemer ved en skovvej, og ved en bæk, hvor dyret var sprunget over, så det måtte jo være et forløb, tænkte jeg, og passerede et område med mange fasaner, uden at det dog påvirkede hunden synderligt. Pludselig tog hunden stand, og jeg så et dyr sidde og trykke fremme foran os.

Det blev endnu engang bekræftet, at den bedste måde til at afgøre hvor dyret er skadet, er at finde det. Begge bagløb var brækket helt nede over klovene. Sporet var ca. 900 meter.

-MF-