Justering af Dansk Jagtforsikrings kulanceordning vedrørende hunde i Naturstyrelsens Schweiss-registret
Dansk Jagtforsikring har i marts 2015 oplyst, at den nuværende kulanceordning ikke med forsvarlighed kan opretholdes, da Forsikringens udbetalinger for tilskadekomne eller dræbte schweisshunde efterhånden udgør en uforholdsmæssig stor andel af Forsikringens midler.
På denne baggrund har Dansk Jagtforsikring efterlyst en objektiv og let administrerbar måde at fastsætte erstatningerne på, således at udgiftsniveauet samtidig sænkes.
På denne baggrund er der i samarbejde med Dansk Jagtforsikring udarbejdet følgende retningslinjer, der med virkning fra 1. januar 2016 er besluttet gældende af jagtforsikringens bestyrelse.
Kulanceordning for kalenderåret 2016
Der er fortsat tale om en kulanceordning, således at schweisshundeførerne ikke har et retskrav på erstatning. På den baggrund vil følgende rammer for erstatning være gældende i 2016:
- Der erstattes kun for skader sket i Danmark
- For tab af hund vil følgende være gældende
- Hunde på under 1 år erstattes ikke
- Hunde ældre end 1 år erstattes med højest kr. 15.000,-
- Hunde ældre end 3 år erstattes med højest kr. 25.000,-
- Hunde ældre end 10 år erstattes med højest kr. 10.000,-
- Udgifter til dyrlægeregninger for alvorlige skader skal stå i et fornuftigt forhold til hundens værdi, og dækkes med den begrænsning i forholdet 1:1. Der kan således forekomme situationer, hvor kulanceordningen på et tidspunkt må stoppe. Der er en bagatelgrænse på regninger under kr. 1.000,-, der således ikke vil kunne dækkes af kulanceordningen.
- I situationer hvor en tilskadekommen hund er forsøgt reddet og derefter må aflives, vil der højest kunne dækkes dyrlægeregninger for kr. 10.000,-. Her til kommer så erstatning for tabet af hunden.
- Ansøgningsskemaer til Dansk Jagtforsikring A/S vil snarest mulig blive tilpasset i overensstemmelse med ovenstående.
Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA) vil i løbet af 2016 arbejde med at udvirke en bæredygtig ordning til erstatning for Dansk Jagtforsikrings kulanceordninger fra 2017 og frem. Schweiss-sekretariatet vil deltage i dette arbejde.
Med venlig hilsen
Ulrik Lorenzen