Formandens kommentar ang. aflivningsopgaver

15-12-2008

Jeg har som formand for Schweissudvalget med interesse læst Lars Malvers og andres debatindlæg vedr. hjælp til Falck med aflivningsopgaver.
Schweissarbejdet har gennem årene udviklet sig og fremstår i dag som en yderst kompetent og professionel ydelse til gavn for især jægerne, men også for trafikkens påkørsler af vores hjortevildt. Lovgivningsmæssigt er jægerne nu pålagt at rekvirere en legitimeret schweisshundefører ved anskydninger, men en tilsvarende forpligtelse er der ikke umiddelbart for trafikanterne. Dog skal også de overholde dyreværnsloven og sikre behørig "hjælp" til nødstedte dyr. Man kan derfor roligt stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt det alene påhviler Falck at håndtere aflivningsopgaver vedr. vores hjortevildt især. Vildt har som bekendt ingen ejer. Juridisk set er der vel ingen tvivl om, at det er skadevolderen som har forpligtigelsen til at sikre sig, at vildtet opspores og aflives dyreværnsmæssigt forsvarligt. Det gør at bilisten naturligvis kan overdrage denne opgave til Falck. Nogle steder er det også en del af den vejentreprise som Falck har for vejmyndigheden. At Falck samtidigt er villig til at aflive det vildt de bliver orienteret om fordi Dyrenes Beskyttelse giver dem en beskeden betaling for det, det kan jeg som formand for Schweissudvalget kun være taknemmelig for.

Schweissudvalget har flere gange drøftet situationen, idet der ikke skal herske tvivl om, at udvalget værner om at fastholde et image for vores schweisshundeførerer, som kompetence og dygtige ekvipager, der kan håndtere den svære opgave i at opspore tilskadekommen vildt. Udvalget er derfor dybt bekymrede for, at det image kan lide skade, såfremt man udnytter registeret til brug for rene aflivningsopgaver i såvel trafikken, som ved gårdbrande o.lign. Udvalget mener helt klart, at der bør trækkes en skarp streg imellem disse opgaver for ikke at "udvande" opgaveløsningen og dermed også skabe tvivl om samfundets forpligtelse til at yde bl.a. kilometergodtgørelse til trafikeftersøgninger. Disse godtgørelser er hjemlet på finansloven og ikke længere via jagttegnsmidlerne. Hvorvidt vi kan sikre midler via forsikringsselskaberne, FDM eller tilsvarende vil udvalget fortsat arbejde på at udrede.

Schweissudvalget traf følgende beslutning under pkt. 9-1-08 4. marts d.å.:

Schweissregistrets rolle er at eftersøge og aflive nødstedt vildt. Dette er ikke direkte foreneligt med et underentreprenørforhold til Falck med henblik på egentlig aflivning. Schweisshundeførerne kan naturligvis på frivillig basis hjælpe med den slags opgaver.

Jf. denne beslutning i SU bør man notere sig det sidste vedr. at påtage sig disse opgaver på "frivillig basis".

Det er min klare overbevisning af Falck løser de aflivningsopgaver som de kan, men deres skytter" er almindelige Falckredder, som kan være i gang med at redde menneskeliv, eller kan være forhindrede af private grunde.

At begive sig ud i et underentreprenør forhold er i mine øjne også særdeles betænkeligt udfra at, :

. Der ikke er nogen juridisk dækning i schweiss-sammenhæng (det betyder at man som underentreprenør er afhængig af egne forsikringer eller at Falck har forsikringerne i orden).
. Der er et skattemæssigt spørgsmål, man skal forholde sig til.
. Endeligt skal jeg på det kraftigste påpege at man som schweisshundefører kun må tage betaling for kørsel i forbindelse med eftersøgning. I det tilfælde at vildtet ikke længere befinder sig på vejanlægget, er der ikke længere tale om en aflivningsopgave, men en eftersøgning hvor du i kraft af din bemyndigelse som legitimeret hundefører går ind på anden mands grund for at eftersøge og aflive et stykke nødstedt vildt.

Man kan vel ikke tale om en positiv eftersøgning, såfremt der er tale om ren opsamling og/eller direkte aflivningning ved vejanlægget, hvorfor det alene har betydning for DMU´s noteringer angående påkørselsssteder. Jeg er derfor meget enig i, at vi skal have set på blanketterne for indberetning omkring disse forhold.

Sluttelig vil jeg vil opfordre alle schweisshundeførere til meget nøje at overveje, hvornår man føler det er på sin rette plads at fakturere aflivningsopgaver.

Ole Roed Jakobsen
Formand for Schweissudvalget
"