Få nu kontrolleret de afgivne skud!

18-10-2010

Vi er nu midt i den første store jagtmåned, oktober, og flere steder dukker der nu dyr op som findes forendt som følge af anskydning, eller som observeres stærkt afkræftet som følge af anskydning.

Nogle af disse dyr har naturligvis været eftersøgt efter alle juridiske og etiske forskrifter. Det at dyret er eftersøgt kvalificeret efter alle regler er ikke ensbetydende med at dyret findes. Men en del af disse anskudte dyr har IKKE været eftersøgt!

Som ivrig læser af denne hjemmeside, ved man at alle skud har ramt indtil det modsatte er bevist. Det er kun en rutineret schweisshundefører og dennes hund, der i sidste ende kvalificeret kan afgøre dette. Der er kun skudt forbi i det tilfælde, at dyret ikke var at se i geværets sigte i det skuddet gik - og hvorfor afgav du så overhovedet skuddet!?

En episode fra weekenden understreger denne vigtige pointe:
På en trykjagt leveres en kalv, efterfølgende kommer hinden for og der afgives skud, hvorefter hinden flygter i retning af naboposten. Naboposten ser, at hinden stopper og står og stamper i jorden og fnyser. Efter såten blæses af samles skytterne, og der afrapporteres til jagtlederen. Jægeren som afgav skuddet til hinden står fast på, at den er truffet. Der er dog ingen der kan finde tegn på det på anskudsstedet. Nabopostens iagttagelse gør endvidere, at det øvrige jagtselskab er enigt om, at der er skudt forbi. Hindens adfærd forklares med at den har stået og kaldt" på kalven.

Jægeren der skød og jagtlederen står dog fast på, at dyret SKAL eftersøges af etiske årsager. Den rekvirerede schweisshundefører finder intet på anskudsstedet, men hunden tager dog ivrigt sporet op. Ca. fem meter fra anskudsstedet findes den første dråbe schweiss. Efter ca. 200 meter ligger hinden forendt! Hinden viser sig at være ramt mindst fire steder, af fragmenter fra kuglen som havde ramt en gren før hinden.

Jægeren opsummerede det selv: "Havde jeg væddet 1.000 kr. med hver af dem der sagde, at den ikke var ramt, havde jeg været en rig mand. Det gjorde jeg ikke - så nu er jeg bare en lykkelig mand!" Underforstået at han var glad for, at han havde stået på sin etiske forpligtelse til at få eftersøgt. Det er ikke alt på jagt, der går som man som jæger håber og forventer. Men har man afgivet et skud til et stykke vildt, så er man forpligtet til at sikre sig, at dyret ikke lider unødig.

Brug de legitimerede schweishundeførere, de venter blot på, at I ringer!

-MF-

"