Dyrenes Vagtcentral

13-07-2011

Pr. 1. august starter Dyrenes Vagtcentral som drives af Dyrenes Beskyttelse. Der har gennem længere tid verseret diverse påstande om, hvad det vil betyde for schweisshundeførernes virke. Schweiss-sekretariatet har været i kontakt med Dyrenes Beskyttelse for at forsøge at bringe klarhed over nogle af de spørgsmål, som er blevet rejst af hundeførere.

Indledningsvist skal det dog slås fast, at det ikke spiller nogen rolle, hvem der rekvirerer den enkelte schweisshundefører til eftersøgning. Så hvorvidt rekvirering til trafikeftersøgning sker fra Falck, Politi, Banedanmark, bilisten, jægere, berørte lodsejere eller i fremtiden også Dyrenes Vagtcentral er underordnet.

Bekymringen fra hundeførerne har i vid udstrækning gået på to fronter: Hvad med det eksisterende samarbejde med Falck, og hvorledes håndteres aflivnings og opsamlingsopgaver?

Samarbejdet med Falck
Schweiss-registret har traditionelt haft et godt og velfungerende samarbejdet med Falck om påkørt vildt. Dette samarbejde er baseret på en løbende dialog og opfølgning mellem Schweisshundeførerne, Falcks vildtkonsulent og Vagtcentralpersonale.
Falck er som bekendt en virksomhed, og en del af indtægten hos Falck ved at håndtere dyr i nød har været baseret på en aftale med Dyrenes Beskyttelse. Denne aftale er blevet genforhandlet og ændret. Men ændringerne er udelukkende baseret på aftalen omkring syge og tilskadekommende herreløse dyr. Sådanne opgaver skal fremover disponeres via Dyrenes Vagtcentral, men omkring påkørt vildt er der således ikke lagt op til nogen ændringer.

Hvorvidt bilisten i fremtiden vælger at kontakte Dyrenes Vagtcentral, Falck eller en helt tredje instans er underordnet, da den rette modtager af opgaven i sidste ende er de legitimerede hundeførere (schweisshundeførerne), da de pt. er de eneste, der må eftersøge og aflive nødstedt vildt på anden mands grund.

Aflivnings - og opsamlingsopgaver
Dyrenes Vagtcentral vil etablere et kompetent korps af frivillige, som skal håndtere rene aflivningsopgaver. Dyrenes Vagtcentral er bevidste om, at Schweisshundeførernes opgave er at løse eftersøgningsopgaver af klovbærende vildt samt ræv og grævling. Sager med dødt vildt på vejanlægget er alene et spørgsmål for vejmyndigheden (kommune eller Vejdirektorat) og evt. dennes underentreprenør. Eventuel understøttelse af sikkerhedsmæssig karakter (eks. skiltevogn) er i dag også et anliggende for vejmyndigheden.

Ser frem til samarbejdet
På den baggrund kan vi på Schweiss-sekretariatet kun med glæde se frem til endnu et initiativ som sikrer, at påkørt vildt kan blive kvalificeret eftersøgt. Samtidigt vil vi opfordre til, at hundeførere henvender sig, hvis de oplever ting, som kan gøres bedre i opstartsfasen, da der naturligvis vil være en indkøringsfase. Endeligt skal det understreges at registrets samarbejde med Falck og andre aktører ikke ændres!

God sommer
Schweiss-sekretariatet