Alting er meget lettere når der er sne...
I disse dage er landet blevet dækket af sne. Børnene elsker det - trafikkanterne hader det. For Schweisshundeføreren er sne i jagtsæsonen altid forbundet med blandende følelser. Sandheden om sne er nemlig at alting er meget lettere for jægerne, når der ligger sne!
Når der er afgivet skud til et stykke klovbærende vildt bør ingen jæger være i tvivl om hvad der skal ske: Hen til stedet hvor dyret var i skudøjeblikket - det såkaldte anskudssted.
Anskudsstedet er meget lettere at finde, når der er sne! Dels kan man tydeligt se, hvor dyret stod, dels vil pürschtegn (de ting som dyret har efterladt så som schweiss, hår og bensplinter m.v.) ofte været meget lette at erkende på den hvide baggrund. På baggrund af anskudsstedet kan man som jæger vurdere om dyret ligger forendt efter en kortere flugt, eller om der er tale en situationen, hvor dyret må forventes at være flygtet lang og måske endda være i live. Den vurdering er meget lettere at gøre, når man har et klart og entydigt anskudssted.
Ofte vil man tydeligt i dyrets flugtretning i sneen kunne få nyttige informationer. Først og fremmest vil man kunne se om dyret er flygtet på tre eller fire ben. Man vil også kunne se om dyret eventuelt er snublet. Endelig vil man på schweissen kunne se noget om, hvor dyret er truffet. Er dyret truffet i hovedpulsårerne/hjertet vil schweissen være pumpet ud i pulsslag. Den slags observationer er meget lettere, når der er sne.
Netop fordi det er meget lettere på den hvide baggrund, så er det også meget lettere at være skødesløs og derved begå fejl. Finder man ikke noget på anskudsstedet, så tror man desværre lettere per automatik, at der er skudt forbi. Kan man tydeligt se schweiss i sneen tror/håber man, at man ved at følge sporet selv let kan finde og aflive dyret. Med andre ord er det uhyre let at lave fatale fejlslutninger, når der er sne.
På anskudsstedet kan der kun være overskudte hår, eks. hvis der ikke er gennemskud. Overskudte hår på sneen kan blæse væk. De pürschtegn der er fra et skud med et lille udgangshul kan meget let være så små, at de ikke er synlige selv på den hvide baggrund. Mange schweisshundeførere har på sne måtte sande, at der kan være endog meget langt mellem schweissdråberne.
Rød schweiss på sne ser voldsom ud, derfor foranlediges man let til at tro, at dyret bløder voldsomt og derfor ligger forendt i nærmeste tykning. Et stykke råvildt kan overleve tabet af 0,5 liter blod. 1 milliliterblod giver 20 dråber. Der skal med andre ord rigtig meget rød sne til, førend at dyret er forendt af blodtab.
Når der ligger sne er alting så let: Kan man på baggrund af anskudsstedet se, at dyret vil ligger forendt efter en kort flugt - følg da selv schweisssporet frem til det forendte dyr. Kan man på baggrund af anskudsstedet ikke entydigt konstatere, at dyret ligger forendt, da rekvirere en legitimeret schweisshundefører for at få det eftersøgt.
-MF-