Læg en besked!

02-12-2005

I løbet af en jagtsæson hører man historier om rekvirenter, som har ringet forgæves til en eller flere schweisshundeførere. Der kan være mange forklaringer på det opstår.

Først og fremmest skal man erindre, at schweisshundeførere også er jægere og familiemennesker. Det vil sige, at fra tid til anden kan det hænde, at han er på jagt, ude at købe ind eller sidder og fejre Tante Olga's" runde fødselsdag - alle situationer hvor det måske ikke er lige belejliget at besvare opkaldet med det samme, eller situationer hvor man ikke er opmærksom på at telefonen ringer.

Det sker også, at schweisshundeføreren er i gang med en eftersøgning for en anden rekvirent. Mange eftersøgninger foregår steder, hvor mobildækningen er ringe. Det er heller ikke altid lige let at høre mobilen ringe, når man også skal koncentrere sig om hundens arbejde m.v.

Det kan også ske, at telefonen er regulært optaget, fordi hundeføreren er ved at orientere sin kone om at eftersøgningen trækker ud etc.
I det hele taget er der mange gode grunde til at en schweisshundefører ikke altid kan tage telefonen indenfor 10 sekunder.



De fleste mobilabonnementer slår direkte på telefonsvare, hvis der ingen dækning er til telefonen, eller hvis telefonen er optaget.

Et godt råd er derfor altid at efterlade en besked på schweisshundeførerens telefonsvare, så kan han ringe tilbage, så snart han har mulighed for det. Det betyder ikke, at man som rekvirent skal stoppe forsøget på at få fat i en schweisshundefører, men den schweisshundefører som har fået telefonsvarebeskeden har efterfølgende mulighed for at vende tilbage og selv assistere rekvirenten eller hjælpe med at finde en anden schweisshundefører.

Dækningen af schweisshundeførere over hele landet er så god, at ingen rekvirent kan gå forgæves efter en schweisshundfører, men det er ofte vigtigt at have bare ½ times tålmodighed.

-MF-

"