Affangning i forbindelse med trafik

04-11-2005

Efterårsmånederne, og specielt i den tid hvor skumringen falder sammen med den trafikale myldretid, er traditionelt en periode, hvor meget vildt køres ned. Schweisshundeførerne har som følge heraf travlt med trafikeftersøgninger.

Netop fordi at skumringen på denne årstid falder sammen med den trafikale myldretid, er der på denne tid af året også flere vidner til at arbejde som schweisshundeførerne gør for at eftersøge og aflive det trafikkvæstede vildt.

I den forbindelse er det vigtigt, at man som schweisshundeførere holder hovedet koldt, og har den rette forståelse for at trafikanterne kan være endog meget chokerede og oprevne over, at de har forvoldt er stykke vildt skade.

Ikke alle trafikanter har den viden omkring og forståelse for vildtet, som man som jæger og ikke mindst schweisshundefører har opbygget gennem et langt jægerliv, hvorfor trafikanternes reaktioner kan være dybt irrationelle set fra hundeførerens og en dyreværnsmæssig side.

Senest er det kommet til udtryk ved, at en schweisshundefører har været politianmeldt, fordi han affangede et stykke råvildt, der sad tydeligt kvæstet i en vejgrøft, med sin kniv. Politiet har undersøgt sagen og har ikke fundet det mindste at udsætte på schweishundeførerens handling. Dog vidner situationen om, at man som hundeførere undertiden vil komme ud for, at trafikanterne bliver skræmte over at vildtet affanges, for at skåne det for flere unødige lidelser.

Schweissudvalget har stor tillid til, at schweisshundeførerne løfter den opgave, der ligger i at eftersøge og aflive det nødstedte vildt, som bliver kvæstet i trafikken, på en god og dyreetiske forsvarlig måde. Vi vil dog bede alle hundeførere om at erindre at aflivningen kan virke meget voldsom på uforstående personer. Det er derfor vigtigt at de handlinger schweisshundeførerne udfører for trafikanterne, ikke bliver misforstået at samme.

-MF-