Referat fra Stormødet 2017

14-03-2017

Ulrik Lorenzen bød igen i år velkommen til årets stormøde for legitimerede schweisshundeførere på Fjelsted Skov Kro. Udover de fremmødte hundeførere, bød man også velkommen til fem gæster: formand Claus Lind Christensen og Norbert Ravnsbæk fra Danmarks Jægerforbund, Anette Schlünzen, ekstern konsulent, Nanna Skaarup Andersen, læge og Ph.d.-studerende samt direktør Peter Ilsøe, Naturstyrelsen.

Indlæg v. Formand Claus Lind Christensen, Danmarks Jægerforbund

Claus Lind Christensen takkede for det store arbejde, alle schweisshundeførerne laver, på vegne af de danske jægere. Det er højt værdsat. Claus Lind Christensen fortalte om arbejdet i Schweiss-udvalget, hvor der på de to årlige møder har været gode og konstruktive drøftelser om personsager, forsikringsforhold, optagelse af nye hundeførere samt uddannelse af hundeførere. 

På stormødet 2016 bad Claus Lind Christensen om input fra hundeførerne til, hvad Danmarks Jægerforbund kan gøre for schweisshundeførerne. Svarene har resulteret i fokus på information til jægerne ved udpegning af en arbejdsgruppe med to jægere, to hundeførere, en vildtkonsulent samt en jæger/journalist. Denne gruppe skal bidrage med et idékatalog til formidling til jægerne om schweissarbejdet og hvordan man som jæger skal forholde sig ved anskydninger og forbiskud. Derudover var der fokus på samarbejde med kredsene og jagtforeningerne. Det lokale samarbejde går begge veje, så schweisshundeførerne kan også tage kontakt til de lokale kredse og foreninger. Dertil kommer jagtledelse, hvor Danmarks Jægerforbund vil promovere et uddannelseskatalog for jagtledere for at gøre jagtledelsen mere fokuseret på vildtets tarv, herunder bedst mulig sikring af  schweisshundeførernes arbejdsforhold. 

Claus Lind Christensen kunne berette, at det længe ønskede genoptryk af streamers er i fokus i Schweiss-udvalget, og man arbejder på at skaffe midlerne til et genoptryk. Til sidst ventilerede Claus Lind Christensen et forslag om en selvstændig pulje penge med tre formål: at modvirke anskydninger, at forhindre trafikpåkørsler og at støtte schweissarbejdet generelt. Claus Lind Christensen vil undersøge mulighederne, men det tager tid, så Claus Lind Christensen vil gerne komme til stormødet næste år og fortælle, hvor langt, man er nået.

Indlæg v. Direktør Peter Ilsøe, Naturstyrelsen

Peter Ilsøe takkede for invitationen, og var glad for muligheden for at mødes med hundeførerne. Der er sket en del organisationsændringer det seneste år, hvor Naturstyrelsen blev delt op i Naturstyrelsen og Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, og senest er Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning blevet en del af Miljøstyrelsen. Naturstyrelsen håndterer de praktiske ting, mens Miljøstyrelsen håndterer lovgivning – også på schweissområdet. Det seneste år har fokus været på sikker drift, men nu begynder vi også at kunne være mere udadvendte. Sekretariatet har ingen schweissfaglighed, men de er stærke bureaukrater, så i fællesskab udgør I et bomstærkt team.

Schweiss-registret har i mere end 40 år opbygget en succes – og det skyldes i stor grad hundeførerne. Der er ekstremt høje forventninger til Registret udefra pga. jeres store erfaring. Hundeførernes eftersøgningsfaglighed er meget høj, men de skal også håndtere bilister og andre, der ikke altid er tilfredse. Naturstyrelsen og sekretariatet forsvarer hundeførerne, men nogle gange kan en klager også have ret. Peter Ilsøes erfaring er, at schweisshundeførerne har en utrolig høj integritet og loyalitet. Han opfordrede til at bevare det høje niveau og at hundeførerne optræder som kolleger – ikke som konkurrenter – så I altid fremstår som et sammentømret og stærkt team.

Naturstyrelsen registrerer årligt mere end 90.000 frivillige timer, og Schweiss-registrets hundeførere står for mere end halvdelen heraf. Det afkræver stor respekt. Vi har altså nogle utrolig dygtige hundeførere og en stærk organisation, der tilsammen bakker op om ét formål: at sikre de vilde dyrs tarv. Peter Ilsøe sluttede af med atter at takke for invitationen og  for hundeførernes store indsats. 

Efteruddannelsesforløb 2017 

Marie Fangel Cleemann og ekstern konsulent Anette Schlünzen præsenterede et efteruddannelsesforløb, der gennemføres i 2017, hvor alle schweisshundeførere inviteres til at deltage. Schweiss-registrets formål er at sikre vildtets tarv ved at eftersøge og aflive anskudt og påkørt vildt. Det kræver dygtige og engagerede hundeførere, der har lyst til at lægge en stor indsats i deres fritid. Derfor skal der være godt samarbejde hundeførerne i mellem og med sekretariatet, så ingen hundeførere stopper pga. dårlig trivsel i Registret, og så det er attraktivt for nye hundeførere at søge optagelse. 

Heldigvis fungerer samarbejdet rigtig godt langt de fleste steder, men der kan af forskellige årsager opstå lokale konflikter. Formålet for efteruddannelsesforløbet er at skabe et fælles afsæt for at bibeholde og forbedre et godt samarbejde i Registret og fremstå som et samlet og homogent Register udadtil. Forløbet starter med et koordinatorseminar d. 15. marts, hvor koordinatorerne og sekretariatet samarbejder om at klarlægge fælles værdier og spilleregler for et godt samarbejde i Registret. Denne proces styres af den eksterne konsulent. Dernæst inviterer sekretariatet i samarbejde med koordinatorerne alle hundeførere til regionale aftenmøder. Her vil konsulenten igen styre processen, så alle får mulighed for at komme til orde. Aftenmødernes fokus vil være at gennemgå og snakke om, hvad værdierne og spillereglerne betyder i hundeførernes hverdag, og give hundeførerne mulighed for at snakke om forventninger og spilleregler i lokalområdet.

Datoerne er fastsat, og hundeførerne indkaldes med tid og sted til de enkelte møder.

Område 1  15. juni
Område 2 3. maj
Område 3 18. april
Område 4 27. marts
Område 5+6  4. maj
Område 7+8+9  28. marts
Område 10 Afventer

Forekomsten af vektorbårne infektioner (særligt flåtoverførte) hos personer i risiko for flåtbid v. læge og Ph.d.-studerende Nanna Skaarup Andersen

Nanna Skaarup Andersen præsenterede sit forskningsprojekt, hvor man til at starte med undersøger forekomsten af flåtoverførte infektioner i Danmark. I 2013-2014 undersøgte man rådyr for antistoffer i mod Tickborne Encephalitis virus (TBE) – på dansk centraleuropæisk hjernebetændelse. Her hjalp bl.a. 32 schweisshundeførere med at indsamle rådyrblod til undersøgelserne. 

Nu samler man blodprøver fra mennesker, for at undersøge forekomst af de samme antistoffer, og Nanna Skaarup Andersen opfordrede hundeførerne til at deltage, da de er i risiko for flåtbid gennem eftersøgningsarbejdet. 

På baggrund af de hidtidige resultater kunne Nanna Skaarup Andersen ikke sige, at man generelt bør blive vaccineret mod TBE-virus i Danmark, men er man ofte på jagt i andre lande (f.eks. Tyskland, Sverige og Polen), hvor der er større forekomst af TBE, er det en god ide at blive vaccineret.

63 af de fremmødte hundeførere bidrog.

Hundeførerrepræsentantvalg

Der var valg til posten som hundeførerrepræsentant i Naturstyrelsens Schweiss-udvalg. Stig Jensen, region 9, genopstillede, og Jan Buch Jacobsen, region 4, stillede op på dagen. Efter en kort præsentation fra de to kandidater afgav hundeførerne deres stemmer. 

Stig Jensen blev genvalgt, og fortsætter dermed som hundeførerrepræsentant i Schweiss-udvalget. Tillykke til Stig Jensen og tak til Jan Buch Jacobsen for opstillingen.

Indlæg v. Ulrik Lorenzen

Ulrik Lorenzen berettede om sekretariatets første år, hvor der har været ændringer i organiseringen i Naturstyrelsen. Schweiss-sekretariatet har haft fokus på sikker drift og opfølgning på og undersøgelser af diverse formaliteter, og sekretariatet har brugt meget tid på håndtering af to personsager, en klagesag, en ministersag m.m.

Ulrik Lorenzen opfordrede hundeførerne til at tænke over stormødets format. Hvad skal vi have på stormødet fremadrettet? Skal det fx være et heldagsarrangement med faglige input? Gode ideer til stormøderne fremadrettet modtages meget gerne enten direkte til sekretariatet, eller via koordinatorerne. I efteråret vil sekretariatet i samarbejde med koordinatorerne gennemgå indkomne forslag og udarbejde et revideret format for afholdelse af stormøder. Vi skal løbende evaluere formatet, så det er relevant og attraktivt for hundeførerne at bruge en dag på at deltage i stormødet.

Vedrørende processen i forbindelse med valg af hundeførerrepræsentant på Stormøderne, så fandt Ulrik, at den nuværende model har visse mangler, blandt andet af demokratisk karakter. Det skal vi have en drøftelse af; men fremadrettet bør der stilles krav om, at man melder sit kandidatur til hundeførerrepræsentantvalget 1-2 uger før valget, så de hundeførere, der ikke har mulighed for at deltage på stormødet, kan afgive brevstemmer. Det sikres bedst ved, at man kender hele ansøgerfeltet inden man sætter sit kryds.

Eftersøgningssæsonen 2016/17

Marie Fangel Cleemann præsenterede tal for eftersøgningssæsonen 2016/17.  Antallet af trafikeftersøgninger for kalenderåret 2016 faldt med 2% i forhold til 2015, mens antallet af jagteftersøgninger i sæsonen 2016/17 faldt med 3% i forhold til sæsonen 2015/16. 

Dette års afrapportering kan findes i nyheden Tal fra eftersøgningssæsonen 2016/17.

Opdatering af schweiss.dk

Per 1. marts skete to ændringer på schweiss.dk. Legitimerede schweisshundeførere fik adgang til et intranet, hvor der er adgang til et internt debatforum samt til interne nyheder fra sekretariatet til hundeførerne (fx om datoer for kurser for legitimerede hundeførere). Derudover blev indberetningsskemaet til trafikeftersøgninger udvidet.

Hundeførerne har fået oplysninger om dette via mail.

Meddelelser fra Sekretariatet

Sekretariatet kunne give en opdatering på status for forsikringsforholdene for schweisshundeførerne og deres hunde. Kulanceordningen for schweisshunde udløber d. 31. marts, og Miljøstyrelsen er i gang med at udarbejde en varig løsning. Denne bliver meldt ud til hundeførerne, når den er klar.

Eventuelt

Schweisshundefører Claus Bruun Jacobsen, region 3, gjorde opmærksom på vigtigheden af, at Naturstyrelsen ved håndtering af person- og klagesager er meget opmærksomme på at høre den berørte hundefører inden endelige beslutninger træffes.

Ulrik Lorenzen var helt enig i synspunktet, og kunne bekræfte, at det allerede i dag er en ufravigelig praksis, at berørte hundeførere bliver hørt inden endelige beslutninger træffes. Dette netop for at sikre, at beslutninger træffes på et så oplyst grundlag som muligt.