Justering af bekendtgørelse om eftersøgning og aflivning af nødstedt vildt

15-07-2016

Den 1. juli 2016 trådte en justeret bekendtgørelse om eftersøgning og aflivning af nødstedt vildt i kraft. Der er tilføjet et nyt stk. 3 i § 5, så det fremgår, at legitimerede schweisshundeførere må anvende ammunition til riflede våben, hvor projektilet ikke er ekspanderende, til aflivning.

Begrundelsen for ændringen er, at denne projektiltype mindsker risikoen for skader på schweisshundene, der kan blive ramt af fragmenter fra ekspanderende riffelprojektiler. Med ændringen sikres mulighed for hurtigst mulig aflivning af det nødstedte vildt samtidig med, at hundens sikkerhed forbedres.

Den justerede bekendtgørelse kan læses i sin helhed på retsinformation.dk.

Ulrik Lorenzen
Skovrider