Kort om kontroleftersøgninger

08-06-2009

På nuværende tidspunkt har hundeførerne indrapporteret omkring 1.600 eftersøgninger i denne bukkejagt. At dette tal for nogen kan virke overvældende er naturligvis forståeligt, men mere end 450 af disse bukke er fundet forendt efter en ganske kort flugt med et godt dræbende skud. Der til kommer naturligvis skud, der er gået forbi.

Kunsten at vide med sikkerhed, at dyret ikke er ramt er svær - meget svær! At man som jæger ikke kan finde sikre tegn på, at dyret er ramt, er afgjort ikke det samme som, at skuddet ikke har truffet. Finder man som jæger ingen sikre tegn er det altid god jagtetik at lade tvivlen komme vildtet til gode og få det efter kontrolleret af en legitimeret schweisshundefører og hans rutinerede schweisshund.
Når jægerne ikke selv har konstateret sikre tegn på anskydning, det være sig fund på anskudsstedet eller entydig reaktion fra dyret i skudøjeblikket så er det tale om en kontroleftersøgning.

Sådanne kontroleftersøgninger er der indrapporteret i alt 603 af på nuværende tidspunkt. I forbindelse med disse eftersøgninger er der fundet i alt 158 bukke! Men hvad der er endnu mere interessant er, at 125 af disse bukke er fundet uden at schweisshundeføreren selv har været i stand til at finde sikre tegn på, at dyret er ramt. Men med en rutineret schweisshund, vil føreren kunne fornemme om hunden har interesse for sporet eller ej. Det er med til at understrege, at man som jæger altid bør lade selv den mindste tvivl komme vildtet til gode. Samtidigt understreger det også, at det kan være ekstremt svært at finde sikre tegn på, at dyret er ramt, selv for en rutinerede schweisshundeførere.

Vi har fra en schweisshundefører fået følgende beretning:

Tidlig lørdag morgen rekvireres jeg til en kontroleftersøgning. Jægeren er selv usikker på om bukken er ramt. I skuddet forsvinder den ind i træerne, og på det formodede anskudssted finder han ingenting. Jeg kan heller ikke selv finde noget på anskudsstedet, men hunden viser tydeligt interesse for sporet i den angivne flugtretning. Efter 300 meter remarbejde finder jeg lidt schweiss på nogle græsstrå, efter yderligere 50 meter i rem rejser bukken og hunden slippes til hetz. Bukken bliver affanget efter små 100 meter hetz. Som billedet viser, var der tale om et skud 10 cm under det ønskede træfpunkt, men både forløb og brystben var ramt. At jægeren og jeg ikke kunne finde noget på skudstedet, og at jeg først finder sikre tegn efter 300 meter er meget tankevækkende! Naturligvis vil der være pürschtegn på anskudsstedet, men vi kunne altså i situationen ikke finde dem. Jeg kan kun rose jægeren for at rekvirere en schweisshund for at få det kontrolleret.

Kontroleftersogning.JPG

Schweisshundeføreren beretning understreger hvor vigtigt at der at få tingene kontrolleret. For en god ordens skyld skal det præciseres at ovennævnte eftersøgning ikke indgår i de 125 positive kontroleftersøgninger, hvor der ikke er fundet sikre tegn!

-MF-